En varm sommerdag på en café i en havn mødte jeg den lille gråspurv på billedet.
De halvvoksne gråspurve på havnen plagede deres forældre om mad. De var mindst lige så store som deres forældre - og i hvert fald tykkere. Forældrene havde travlt.
En stor unge skilte sig ud. Den humpede op på bordet og så meget syg ud. Hovedet hang, vingerne slaskede. Næbbet stod åbent og tungen dirrede.
Jeg tvivlede på ægtheden af lidelsen, men gav alligevel det lille kræ en krumme. Den tog langsomt krummen og led videre. Vi fortsatte sådan et stykke tid. Da to andre voksne gråspurve kom til, rettede den sig op, så sig rask omkring og hoppede hen til dem. Fløj op og rundt og ud i verden.
Jeg håber, at gråspurven har lært en ny adfærd til at stille sin sult, når nu efteråret er faldet på og turisterne er rejst væk.
Jeg har ikke lært en ny adfærd. Jeg fodrer stadig fuglene ved cafébordene og håber, at de er dygtigere end mig til at foretage forandringer.